Home /  mærkesager /  kultur og fritid /  punktskrift /  sagt om punktskrift / 

Sagt om punktskrift

"Jeg kan kende de forskellige fugle på deres sang, og jeg kan finde vej ved hjælp af min stok, men uden bøger kan vi blinde aldrig virkelig lære."

- Louis Braille, opfinder af punktskrift

 

"Punktskriften er mit skriftsprog. Det er det mest naturlige for mig at bruge, når jeg skriver. Og det kan mærkes. Jeg tænker i punkttegn, når jeg overvejer at formulere noget på skrift. Og jeg skriver simpelthen bedre, når jeg bruger punktskriften, end når jeg skriver seendes skrift. Punktskriften er altså det, der giver mig og andre blinde mulighed for at udtrykke os kreativt."

- Henning Eriksen

 

"Knækker skriftsprogets kode med fingrene i flugt over punkterne. De første spæde øvelser på klaveret og usikre strøg på violinen med noderne under fingrene. Børnelæsningen med bogen under dynen. Slæberiet med de tunge bøger til og fra gymnasiet. Den direkte adgang til faglige tekster på seminariet og som lærer i folkeskolen. Punktskriften er mit skriftsprog, og det vil altid være den lige vej til et aktivt og oplevelsesrigt liv."

- Kurt Nielsen

 

"Uden punktskrift ville jeg ikke være i stand til at læse eller skrive tekst og noder – og jeg  ville principielt have været analfabet. Punktskriften giver mit liv et perspektiv, som det ellers umuligt kunne have fået. Jeg kan holde foredrag, jeg kan føre regnskab, jeg kan læse historier for mine børnebørn, jeg kan lede kor og jeg kan nedskrive mine kompositioner. Kort sagt, jeg kan agere normalt i min tilværelse. Punktskriften er for mig et vindue ud til verden."

- Willy Egmose

 

"Jeg er vild med punktskrift, fordi der er så vigtigt for mig at have et skriftsprog! Jeg er vild med punktskrift, fordi det er fedt at kunne læse i sengen uden er lyset er tændt."

- Jørgen Eckmann 

 

"Punktskriften har fra mit første møde indebåret stor glæde og været et af de vigtige elementer i mit kulturelle, professionelle og personlige livs udfoldelse."

- John Heilbrunn

 

"Punktskrift er uden tvivl den bedste opfindelse, der er gjort i blindeverdenen, men der er desværre ikke ret mange, der behersker dette skriftsprog længere, især ikke efter computeren har vundet indpas. Der er desværre heller ikke mange, der kan skrive på prentavle. Det er rigtig synd, specielt med det jubilæum, vi fejrer i år." (Louis Brailles 200 års jubilæum i 2009, red.)

- Hans Erik Olsen