Punktskrift er frihed, kærlighed og respekt (artikel fra Blindesagen 1, 2009)

Af Nana Toft, journalist

”Jeg kan huske dengang, jeg var på dramaskole i London. På et tidspunkt slap pengene op, og jeg blev nødt til at tage hjem. Mine studiekammerater havde skrevet et brev til mig. Da jeg fik det, troede jeg, at det var skrevet med almindelig sort skrift. Men det var på punkt. Jeg tudede af glæde”.

Ordene kommer fra Ditte Junge. Hun er efter eget udsagn inkarneret punktlæser, 31 år gammel og måske en af de personer i Danmark, der er hurtigst til at læse punktskrift. Hendes veninde Lene Johannsen er 29 år og punktbruger. Lene har en synsrest og bruger primært sit CCTV, der forstørrer bogsider op på en skærm. Hun læser almindelig sort skrift, men er i virkeligheden ganske misundelig på sin veninde. For ifølge både Ditte og Lene giver punktskrift både større frihed og fleksibilitet. Og så handler det i øvrigt også om kærlighed og respekt; som da Dittes medstuderende havde gjort sig umage med at skrive et afskedsbrev i punktskrift.

For punkt er ikke bare punkt. Punkt er både kulturbærende og identitetsskabende. Det giver ikke kun større fleksibilitet og frihed. Det handler også om at blive set – og ’mødt’, som Ditte så poetisk udtrykker det.

Men lad os først kigge lidt på folkeskolen og tage temperaturen på det gamle skriftsprog, hvis opfinder, Louis Braille, ville være fyldt 200 år i år.

Punkt på vej frem

I den danske folkeskole er der omkring 50 blinde elever, som er punktlæsere. I den danske befolkning generelt er tallet 300-500 punktlæsere, altså personer, der sætter sig ned og læser en bog i punkt. Det er de tal, man får, hvis man spørger Svend Thougaard.

Svend Thougaard er seende, og nogen betegner ham som en af de dygtigste punktlæsere i Danmark – vel at mærke med øjnene. Han har arbejdet med punktskrift i alle afskygninger i over 35 år og er fast tilknyttet Synscenter Refsnæs, hvor han i 20 år har været leder af materialeproduktionen for alle blinde børn i folkeskolen. Efter han i nogle år var ganske bekymret og angst for, at punkt ville forsvinde, er han nu fortrøstningsfuld. Han vurderer, at skriftsproget er på vej frem.

”Punktskrift har været nede i en bølgedal, men jeg fornemmer, at den er på vej op. Jeg er ikke længere bange for, at der vokser en hel generation op af blinde, der føler sig som analfabeter – hvilket var tilfældet i USA i 1990’erne. Lærere og forældre har forstået betydningen af punkt”, fortæller Svend Thougaard.

I sit arbejde på Synscenter Refsnæs oplever han en lang række meget dedikerede folkeskolelærere, der, efter at have overvundet den første skræk, bliver bidt af punktskrift. Refsnæs får også besøg af alle blinde folkeskolebørn; også her er det hans oplevelse, at børnene tager skriftsproget til sig. Men han anerkender, at der er stor forskel på, hvor gode børnene bliver til sproget, og at der sagtens kan gøres mere fra både forældre og folkeskolelæreres side i forhold til at skabe et mere aktivt miljø omkring punktskrift.

”Blinde børn kan sagtens lære punkt i en tidlig alder. Der er for eksempel mulighed for at oversætte børnebøger fra sort til punkt og klistre punkt ind i bøgerne med selvklæbende tape. Det vil give de små børn mulighed for at få punkt i fingrene i en tidlig alder. Og omvendt; blinde forældre kan læse børnebøger for deres seende børn”, forklarer Svend Thougaard, der, ligesom Ditte og Lene, gør meget ud af at understrege væsentligheden af punktskriftalfabetet.

”Det har en uhyggelig stor betydning. Det er for eksempel aldrig til diskussion, hvorvidt vores seende børn skal lære at læse, vel? Min holdning er, at blinde børn først bør læse punktskrift. Så kan de lære syntetisk tale bagefter. Lidt ligesom med matematik, hvor børnene først skal lære at lægge 2 og 2 sammen. Herefter kan de få en lommeregner”, lyder det fra Svend Thougaard.

Nøglen til visdom

Det er som at høre et ekko af Svend Thougaard, når Ditte Junge og Lene Johannsen ivrigt fortæller om deres kærlighed til punktskrift. De anerkender alle de fordele, computeren giver i dag. De anerkender lydbøger og skærmlæsere med talesyntese, men modsat Svend Thougaard oplever begge kvinder, at stemningen i miljøet går fra punktskrift til en meget ensidig fokusering på syntetisk tale og lydbøger. Og det er ifølge Ditte og Lene, for at sige det på godt gammeldags jysk, brandærgerligt.

Ditte: ”Der er mange blinde i dag, der ikke gider lære punkt.”
Lene: ”Ja, det er rigtigt. Mange på vores alder synes jo, at lyd er nemmere.”
Ditte: ”Men i virkeligheden begrænser man sig selv.”
Lene: ”Ja, for pokker. Jeg ville jo ønske, jeg var bedre til det. Ligeså god som dig, Ditte. Punkt er fedt.”
Ditte: ”Ja, alt det andet bliver sgu’ så overfladisk. Jeg ved godt, at punkt er sværere at lære. Men tag nu for eksempel fagbøger; her hænger stoffet jo ikke ved, hvis du bare lytter til det. Du skal have det i fingrene, for at det sidder fast.”
Lene: ”Jeg læser bøger på sort, men punkt ville give mig flere muligheder. Så kunne jeg stå overalt i verden, på et hvilket som helst tidspunkt, og læse. Som situationen er nu, skal jeg have alt ind under mit CCTV. Og selvom de kommer i bærbare udgaver, er det altså tungt, og i øvrigt får jeg kvalme af at bruge mit bærbare CCTV i længere tid.”
Ditte: ”Jeg kan krybe ind under dynen og have min Pacmate under armen. Ligge på siden og bare hygge mig. Jeg kan stoppe op. Tænke over en sætning. Navnet på en person eller et sted. Lave mine egne fortolkninger. En indlæserstemme farver tingene, og den farve vil jeg altså selv give.”

Punktskrift er identitet

Både Ditte og Lene er efter deres eget udsagn læseheste. Siden de har kunnet sætte to ord sammen, har de ædt den ene bog efter den anden. Venner og bekendte synes, de er småsindsyge, når de fortæller, at de køber bøgerne på sort og stiller dem på hylderne. Men for dem er en bog også en fysisk oplevelse. De finder en tilfredsstillelse i både at røre ved dem og vide, at de står på reolen. Ditte har en poesibog derhjemme, hvor alle vennerne har skrevet på punkt. Hun fremhæver den flere gange i samtalen som noget ganske særligt. Begge fortæller desuden, at de som små børn opfordrede deres venner til at sende dem breve i punktskrift.

Ditte: ”Når jeg fik de her breve på punkt, var det noget særligt. Det er stadigvæk noget særligt. Når jeg kan se, at folk har gjort sig umage. Så føler jeg mig mødt. Så punkt handler vel i bund og grund om...kærlighed, tror jeg. Og respekt. Når Lene skriver på punkt til mig, så anerkender hun min måde at læse på. Hun sidestiller punkt med sort og siger: Sprogene er lige meget værd.”
Lene: ”Punkt er vel en del af identiteten, tænker jeg.”
Ditte: ”Ja, netop.”

Ønsket tekst på ønsket medie

Lene og Ditte oplever altså, at punktskrift glider ud. Til fordel for ’nemmere’ løsninger som lydbøger og skærmlæsere med talesyntese. Især Ditte føler sig som en ’uddøende race’, som hun kalder det og er oprigtigt bekymret.

Ditte: ”Hvis punkt forsvinder, og alt bare bliver computer, så forsvinder vores skriftsprog, og for mig er det altså nøglen til viden og visdom.”
Lene: ”Man skal passe på med, hvad man udrydder. Punkt handler jo ikke kun om flere praktiske muligheder. Vi taler om værdier og traditioner. En kultur, der forsvinder.”
Ditte: ”Hvad vil unge gøre den dag, lydbogen forsvinder? Så er de altså på den.”
Lene: ”Længe leve computeren. Men den kan ikke erstatte punkt. Det er i virkeligheden et spørgsmål om at kunne vælge.”
Ditte: ”Ønsket tekst på ønsket medie.”
Lene: ”Lige præcis.”
Hvor Svend Thougaard altså oplever en række dedikerede lærere i folkeskolen, har pigerne en modsat oplevelse.

”Jeg har en grum mistanke om, at det ikke er alle folkeskolelærere, der tager til Refnæs. At de ikke er dedikerede nok. Jeg oplever jo, at der er flere i min omgangskreds, der ikke kan læse. Det er jo skræmmende. Det er analfabetisme”, siger Ditte.

Hvor Svend Thougaard oplever, at punkt er på vej op, er pigernes oplevelse altså en anden. Men at punkt er, og skal være, en vital del af blindes liv, er der ingen, der er i tvivl om.