Kampen om den blinde læser (artikel fra Blindesagen 1, 2009)

Af René Ruby, historiker, ph.d.-studerende

Det første blindeinstitut blev oprettet i Paris i 1784. Her udviklede Valentin Haüy en reliefskrift, som blev brugt i undervisningen. Den bestod af almindelige latinske eller gotiske bogstaver, som var præget fra papirets bagside, så de kunne føles med fingrene.

Ud fra kendskabet til bogstavernes form lærte eleverne at skrive, men de kunne ikke læse, hvad de havde skrevet. Reliefskriften havde åbenlyse ulemper. Den var dyr at trykke, og den var meget svær og tidskrævende at tyde. Alligevel blev den anvendt på en række af de blindeinstitutioner, som blev grundlagt i 1800-tallet i Europa og USA.

Fra skyttegrav til skrivebord

Det franske militær havde omkring 1819 udviklet en særlig natskrift, så soldater kunne læse militære ordrer i mørke. Skriften bestod af streger og prikker, og allerede året efter blev den afprøvet på eleverne på det parisiske blindeinstitut. En af eleverne var den kun 11-årige Louis Braille. Han fandt flere mangler og fejl ved systemet og gik derfor i gang med at udvikle sit eget system. I 1825 havde Louis Braille i hovedtræk færdigudviklet systemet. Senere udviklede han også et nodesystem, der ligeledes var baseret på punkter.

Punktskriften blev flittigt brugt af eleverne ved blindeinstituttet i Paris. Men reliefskriften var fortsat den officielt anerkendte skrift for blinde. I 1840 kom en ny direktør, der var modstander af punktskriften, som derfor blev forbudt og bøgerne brændt. I bogen ”De læsende fingre” af Jean Roblin forklares modstanden med frygt for, at punktskriften skulle gøre blinde for selvstændige og dermed uafhængige af det seende personale. Forbudet medførte protester blandt eleverne, men i 1851 søgte instituttet om officiel tilladelse til at anvende Louis Brailles punktskriftsystem. Tilladelsen blev imidlertid først givet efter opfinderens død i 1852.

Uden for Frankrig fortsatte blindeinstitutternes favorisering af reliefskriften op gennem 1800-tallet. Ved en kongres i 1888 blev det imidlertid besluttet, at Louis Brailles alfabet skulle være det internationalt gældende punktalfabet, men samtidig blev reliefskriften, om end kun med latinske bogstaver, fastholdt som sidestillet.

Danmark kommer med

I 1811 etablerede det filantropiske selskab Kjæden et blindeinstitut i København. Også her indførte man reliefskriften. Da staten i 1858 overtog forpligtelsen med undervisningen af blinde, opførtes et nyt institut med plads til langt flere elever. Den nye forstander hed Johannes Moldenhawer.

Moldenhawer hentede punktskriften hjem fra Paris, men han gav den kun en sideordnet status i forhold til reliefskriften. Bøger skulle fortsat trykkes i relief, og punkt skulle kun anvendes til privat brug og i skriftligt arbejde.

Begrundelsen var, at ”[b]enyttelsen af et særegent Blindealphabet nødvendigvis maa forøge Adskillelsen mellem de Seende og de Blinde og derved blive til Skade for disse sidste.” Moldenhawer fastholdt til sin afgang i 1905, at reliefskriften skulle læres før punktskriften.

E. T. Wildau, der var lærer ved blindeinstituttet, havde dog en anden mening om den sag. Efter en studierejse til Storbritannien og Frankrig i 1888 skrev han i en rapport: ”Institutet i Kjøbenhavn, der straks ved sin Stiftelse optog Punktskrivningen blandt sine Fag maa have haft saa rig Lejlighed til at lære Punktalfabetets Fortrin at kjende, at man ikke kan værge sig mod den Tanke, at de Seende Pædagoger har villet vide bedre end den Blinde selv, hvad der egner sig for den Blinde.”

Wildau fortsætter polemisk: ”Man mener altsaa at isolere den Blinde mindre ved med en større Bekostning at trykke et mindre Antal Bøger, som den Blinde vel daarligt kan og slet ikke vil læse, end ved paa en forholdsvis billig Maade at tilvejebringe et Bibliotek, ... i hvilket han med Lethed vil kunde tilegne sig al mulig Kundskab. ...”

Tog sagen i egen hånd

Kampen mellem de to systemer var indædt. Nogle år forinden havde en gruppe tidligere elever fra blindeinstituttet i 1883 stiftet foreningen De Blindes Understøttelses- og Læseforening af 1883, også kaldet Danmarks Blinde. Som det fremgår af det fulde navn, var det ene af foreningens to hovedformål tilvejebringelse af underholdende og belærende litteratur for blinde. Vel at mærke i punktskrift.

Wildau blev tilknyttet Danmarks Blinde og foreningens punkttrykkeri. Udbudet af litteratur voksede. Efterhånden kom der også gang i trykningen af punktbøger på selve blindeinstituttet, og op mod århundredeskiftet havde punktskriften fortrængt reliefskriften. Der blev dog frem til 1905 fortsat undervist i reliefskrift, og først herefter blev de velkendte prikker enerådende som blindes skriftsprog.