Punktskrift i stilhed

Af Thorvald Kølle, Roskilde

Da jeg var dreng, studerede jeg, som jeg stadig gør det, naturen. Når jeg om natten sad i mine forældres have og læste punktbøger, kunne jeg samtidig nyde den fuldkomne stilhed på dette sted.

Jeg kunne da følge med i alle de lyde, som pludselig eller gradvis kom ud af stilheden. For eksempel kattetagfat, et pindsvin, som grøftende og snøftende bevægede sig gennem haven, medens det søgte føde, en fugl, der, når den blev forstyrret, fløj til en anden gren i træet eller fløj sin vej. Hver gang, der skete noget i naturen, standsede fingrene i bogen, og opmærksomheden skiftede. Ligeledes når der var en speciel sætning i bogen, som der skulle tænkes over, så måtte fingrene være stille, gå tilbage og læse om igen.

Jeg er vel nok lykkelig for, at jeg selv kan læse poesi og ikke skal opleve digte læst op af mennesker, som slet ikke har den samme opfattelse af digtet som jeg. Når jeg læser filosofi, er det også godt ligeledes at standse op, sidde i stilhed med stoffet, gå tilbage med fingrene og læse igen.

Da jeg for nogle år siden fik en braille lite, resulterede det i, at jeg blev så inspireret, at jeg skrev et helt værk. Dette tilskriver jeg stilhedens hjælp.

At høre lydbøger er noget helt andet, det bruger jeg også med glæde, men når jeg virkelig skal fordybe mig, så er det punktskriften i stilheden, som jeg tyer til. Jeg skriver naturligvis som andre mennesker arbejds- og huskesedler samt indkøbssedler, men gør det på punkt.

Lad mig slutte med et citat af Gerhard Kaimer fra hans bog Blindhedens Verden: Louis Brailles indsats i blindehistorien er helt enestående. En indsats så stor, at den til alle tider vil stå som den mest forløsende begivenhed, der er hændt os blinde. Han skabte, hvad kun en genial blind kunne gøre, og hvad kun et åndeligt søgende menneske kan begribe. Ud af en enkelt prik hentede han alverdens nedskrevne åndsliv ind under vore fingre.