Home /  mærkesager /  kultur og fritid /  punktskrift /  om louis braille / 

Om Louis Braille

Historien bag Louis Braille er fantastisk. Allerede som teenager opfandt Louis Braille nemlig den første version af det taktile symbolsystem, som ved hjælp af seks små prikker gør det muligt at læse en bog med en fingerspids. Læs mere om Louis Brailles gribende skæbne her.
Louis Braille
Louis Braille

Louis Braille opfinder punktskrift

Få at kunne forstå ideerne, der har ført til opfindelsen af punktskrift, må man følge Louis Brailles liv år for år. Derfor har vi ridset de vigtigste begivenheder i Louis Brailles gribende skæbne op, så du kan danne dig et indtryk af ideerne og tankerne bag punktskriftens opfindelse. God læsning.

1809

Louis Braille bliver født 4. januar i Coupvray, der er en lille by uden for Paris. Familien tæller faren, seletøjsmager Simon-Rene, moren Monique og to ældre søstre Monique-Catherine og Marie-Celine. De bor i et mindre stenhus med farens værksted i forlængelse af huset.

1812

Allerede som 3-årig mister Louis Braille synet, da han stikker sig i det ene øje med kniv i sin fars værksted. Øjet bliver betændt, og betændelsen breder sig til det andet øje (Sympathetic ophthalmia).

Stik imod sædvane omkring den tid kommer Louis Braille i almindelig skole. Her er lærerne først bange for, at han vil bremse udviklingen hos de andre elever, men det viser sig dog hurtigt, at det ikke er tilfældet. Louis Braille er den bedste elev i klassen.

1819

På grund af sine åbenlyse talenter kommer Louis Braille på det franske blindeinstitut i Paris allerede som 10-årig. Her undervises eleverne mest gennem tale. Der er også læsning, men det er tidskrævende og besværligt, da teksten består af almindelige bogstaver lavet i træ. Et system, som er opfundet af Valentin Haüym, der også grundlagde det franske blindeinstitut. Louis Braille klarer sig godt i de nye omgivelser og begynder desuden at spille både klaver og orgelspil ud over de boglige fag.

1821

Charles Barbier de la Serre er kaptajn i den franske hær. Han har arbejdet på et sonografisystem, som består af taktile prikker. Hans ide er, at systemet skal gøre det muligt for soldater at skrive og læse i mørket. Dette vil ifølge Charles Barbier de la Serre gøre det lettere for soldaterne at kommunikere i mørke, fx i krig. Systemet slår dog aldrig igennem i hæren, og Charles Barbier de la Serre præsenterer systemet på det franske blindeinstitut. Her lærer Louis Braille systemet, men det har mange mangler og kan ikke bruges i praksis. For eksempel er systemet baseret på 12 prikker, og det beskriver ordene ud fra lyde og ikke stavning.

1825

Tre år efter at have lært sonografisystemet kan Louis Braille præsentere et system, der med seks prikker gør det muligt for blinde og stærkt svagsynede at skrive og læse ved hjælp af et taktilt alfabet. På dette tidspunkt er Louis Braille kun 16 år.

1829

Louis Braille bliver lærer på det franske blindeinstitut og udgiver "Method of Writing Words, Music and Plain Song by Means of Dots, for Use by the Blind and Arranged by Them". Bogen forklarer for første gang punktskrift som en metode til at læse og skrive. Eleverne på blindeinstituttet er begejstrede for systemet, men de seende lærere ville hellere bruge det gamle system med hævede bogstaver.

Louis Braille er højt respekteret af sine elever, og han har et venskabeligt forhold til dem. For eksempel låner Louis Braille sine elever penge, selvom han ikke har ret mange penge. Lånene blev skrevet op, og papiret lagt i en kasse, der bliver fundet efter Louis Brailles død - og det er fra denne kasse, at vi i dag kender denne historie. På kassen stod der "Skal brændes og må ikke åbnes". Kassen blev åbnet - men både kasse og indholdet blev dog brændt herefter.

1844

Punkt bliver endelig accepteret som alfabet på det franske blindeinstituttet. Samtidig får Louis Braille helbredsproblemer og må stoppe med at undervise. Han forbliver tæt knyttet til de studerende, som han vejledte og opmuntrede på trods af sit dårlige helbred.

1847

Louis Braille vender tilbage som underviser i tre år, hvor han er fysisk svag, men leverer undervisning af høj kvalitet. I de tre år bliver punktskriften gennemført i al undervisning, og bøgerne bliver også i punktskrift. Rygtet om punktskriften begynder at sprede sig til resten af Europa.

1851

Louis Braille bliver alvorligt syg og dør af tuberkulose den 6. januar 1852. Han bliver begravet på en lille kirkegård i Coupvray.

1854

Punktskrift bliver officielt anerkendt i Frankrig.

1878

Punktskriften bliver udnævnt til at være det mest hensigtsmæssige skrive- og læsesystem for blinde og stærkt svagsynede.

1890

Punktskriften indføres i Danmark.

1952

100 år efter sin død bliver Louis Braille flyttet til Pantheon i Paris og æret som nationalhelt. Her ligger han i dag sammen med andre nationale helte som Voltaire, Rousseau, Victor Hugo og Marie Curie. Louis Brailles fødehjem er i dag museum.

Louis Brailles hænder er blevet i Couvray, hvor de i dag opbevares i en urne. Teksten på urnen lyder i uofficiel oversættelse:

"I denne urne bevarer Couvray Kommune ærbødigt hænderne fra den geniale opfinder Louis Braille."

Urne med Louis Brailles hænder

Billedtekst: Urne med Louis Brailles hænder 
- opbevares i hans fødeby Couvray.