Home /  dine rettigheder /  om støtte efter handicapstøtteloven / 

Om støtte efter handicapstøtteloven

Kommunen skal sørge for, at du får den nødvendige støtte, og skal også sørge for, at der findes nødvendige støttemuligheder. Det er ikke sikkert, at du har brug for samme støtte, som andre med et synshandicap. Vi er alle forskellige og har forskellige behov og er forskellige steder henne i livet og landet. Nogle er i gang med en uddannelse, andre går stadig i børnehave, andre igen har måske også nogle andre aldersrelaterede handicaps. Derfor er det altid en individuel vurdering, der skal træffes af dem, der skal yde dig hjælp.

Det er hovedsageligt "Inatsisartutlov om støtte til personer med handicap”, der anvendes. Den vil i det følgende blive kaldt Handicapstøtteloven. Loven er lavet så den i videst muligt omfang følger FNs handicapkonvention. Handicapkonventionen er en slags aftale mellem flere stater, hvor staterne eller landene skriver under på, at de vil arbejde på at følge indholdet af konventionen. Der er dog flere andre love og bekendtgørelser, der gør sig gældende på handicapområdet. Der er eksempelvis også lovgivning indenfor uddannelse, sociale ydelser, sagsbehandlings- og offentlighedslov der gør sig gældende. På NIIK's hjemmeside er de fleste gældende love samlet på en nem og overskuelig måde. NIIK - Nunatsini Inuit Innarluutillit Kattuffiat er en paraplyorganisation for mennesker med handicap i Grønland. Foreningen for blinde og svagtseende ISI, er også medlem af NIIK.

I den nugældende handicapstøttelov, betegnes handicappet nu, som resultatet af de barrierer, der er i samfundet, sammen med den eller de funktionsnedsættelser, som borgeren har. Det er en slags ligning der hedder: funktionsnedsættelse + barrierer = handicap. Det er således ikke dig med en synsnedsættelse eller som blind, der er handicappet. Det er samfundets forhindringer, der giver udfordringen eller handicappet. Det kalder man for det relationelle handicapbegreb.

 undefined

Illustration af Ivalu Risager.

I dag siger man eksempelvis ikke handicappede. Det skaber en form for stigmatisering eller mærkat på en gruppe mennesker, at kalde en gruppe mennesker handicappede. Det kan virke som om, man ikke længere er en person, men at man i stedet er en lidelse eller sygdom. Vi er heldigvis gået væk fra denne form for stempling af andre mennesker.  Vi siger i stedet for mennesker med et handicap. Hvis jeg har brækket mit ben, er jeg jo stadig mig selv. Jeg er ikke brækket ben.